DEN MUSISKE SCENE

Marianne Mortensen er medstifter og kunstnerisk leder af Den Musiske Scene.

I en tid hvor det globale ofte er på dagsordenen, satser Marianne Mortensen og Michael Vesterskov på det lokale og inviterer, sammen med deres 2 døtre, til intime temaaftener med foredrag, koncerter, teater og mad afstemt efter årstid og tema.

For mere information og billetbestilling : www.denmusiskescene.dk

Mange længes efter det nære, og det har fået Marianne Mortensen og Michael Vesterskov til at arrangere koncerter, teater og foredrag  i hyggelige intime omgivelser i Ledøje. De er bevidst gået lokalt, ikke globalt.

De har nu, gennem snart 9 år, holdt over 40 forskellige arrangementer og mærker en stor længsel efter det helt nære, så tilslutningen har været så stor, at de har måttet åbne op for en ekstra aften hver gang. Sammen med deres to store døtre står de selv for alt: Billetbestilling, indkøb, bordopstilling og borddækning, de laver selv maden, serverer, vasker op, rydder op og gør rent. Og væsentligst af alt er Michael og Marianne hver gang med til at slå aftenens tema an i ord og toner.

”Musik, sang, ord, tale, latter, tårer, glæde, humor og historier;- det er alt sammen en del af det, der hører til det at være menneske. Det er der, vi kan mødes. I de rum indlever vi os, oplever, fornemmer og ser. Mærker, at det vækker genklang, og kalder på glemte minder, tanker og følelser, som vi har gemt eller fortrængt i dagligdagens hastige gerninger af mere eller mindre vigtige slags.

I DEN MUSISKE SCENE vil vi gøre vores bedste for at skabe nogle aftener med oplevelser, hvor indholdet er i centrum. Hvor vi ikke oplever alene, men i varmen af det fællesskab, som er vigtigt for os alle.”